Nogle familier står i en situation, hvor hverdagen er præget af alvorlige udfordringer, og hvor et barn eller en ung ikke trives. Det kan fx vise sig ved vedvarende skolefravær, så det bliver svært at skabe den nødvendige struktur og stabilitet i hverdagen. I sådanne situationer kan praktisk pædagogisk støtte være en relevant hjælp.
Når en familie får bevilget praktisk pædagogisk støtte i hjemmet, er det ofte et led i en samlet indsats for at styrke barnets trivsel og familiens muligheder for at få hverdagen til at fungere bedre. Mange forældre har naturligt spørgsmål til, hvad støtten indebærer, og hvordan den konkret kan gøre en forskel.
Artiklen beskriver praktisk pædagogisk støtte, hvem tilbuddet er for, og hvordan støtten konkret kan udformes i praksis.
Praktisk pædagogisk støtte
Praktisk pædagogisk støtte er et tilbud efter Barnets Lov, som har til formål at støtte familier i hverdagen.
Støtten tilbydes familier med børn og unge under 18 år og kan, når det er relevant, også omfatte kommende forældre. Støtten iværksættes på baggrund af en faglig vurdering foretaget af en myndighedsrådgiver og kan bevilges efter en afdækning jf. Barnets Lov § 19 eller på baggrund af en børnefaglig undersøgelse.
Målet med indsatsen
Formålet med praktisk pædagogisk støtte er at hjælpe familier i svære livssituationer med at skabe struktur, overblik og stabilitet i hverdagen – alt sammen for at styrke barnets trivsel og udvikling.
Støtten foregår som udgangspunkt i familiens eget hjem og tilrettelægges i samarbejde med forældrene, så den passer til familiens behov og hverdag. Gennem trygge og fortrolige samtaler, rådgivning og anvisende samspil med børnene støttes forældrene i at udvikle deres forældrekompetencer. Målet er at skabe et trygt, stabilt og sammenhængende familieliv, hvor barnet trives.
Praktisk pædagogisk støtte kan have forskellige formål – fx at:
- støtte barnets skolegang
- skabe struktur og rutiner
- styrke forældreskabet, eller
- forbedre familiens samspilsmønstre
Fælles for alle indsatser er, at de skal skabe konkrete forandringer med udgangspunkt i familiens aktuelle behov. På sigt skal indsatsen gøre familien i stand til selv at mestre hverdagen.
Sådan arbejder Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam
Hos Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam tager vores socialfaglige indsats altid udgangspunkt i den enkelte familie. Vi tilbyder praktisk pædagogisk støtte inden for tre hovedområder:
- Forældrenes følelsesmæssige tilknytning til barnet/den unge
Indsatsen har til formål at understøtte forældrenes evne til at opbygge en stærk følelsesmæssig tilknytning til barnet eller den unge. Dette inkluderer at styrke deres indlevelse i barnets behov og følelser, støtte dem i at handle ud fra disse behov, samt hjælpe dem med at prioritere barnets behov frem for egne. Samtidig fokuserer indsatsen på at fremme forældrenes evne til at udvikle selvstændighed hos barnet, styrke gensidig tilknytning og samhørighed i familien samt skabe hensigtsmæssige samspilsmønstre.
- Stabilitet og struktur i hjemmet
Indsatsen har til formål at hjælpe forældrene med at skabe stabilitet og struktur i hjemmet. Dette omfatter etablering af en hensigtsmæssig daglig rytme, rutiner og planlægning samt at holde voksne problemer udenfor barnets oplevelser. Forældrene støttes i at håndtere egen smerte og aggression uden at afreagere på barnet, og de får konkrete redskaber til at strukturere hverdagen, så den tilpasses barnets eller den unges udvikling og behov.
- Opdragelse og stimulation af barnet/den unge
Indsatsen har til formål at støtte forældrene i at fremme en udviklingsstøttende opdragelse og stimulering af barnet eller den unge. Dette indebærer at skabe et positivt samspil mellem forældre og barn, hvor der er realistiske og aldersafstemte forventninger. Forældrene støttes i at fremme barnets sociale læring uden for hjemmet og i at udvise tydelig og kontinuerlig adfærd, især i relation til grænsesætning og motivation. Indsatsen hjælper forældrene med at finde nye handlemuligheder for at mestre forældreskabet, samt sikre, at barnet eller den unge får den nødvendige støtte, f.eks. ved at komme i skole eller daginstitution.
Brug for støtte
Hvis du som forælder står i en lignende situation, kan du kontakte din kommune for at høre mere om mulighederne for at få praktisk pædagogisk støtte.
Du er også meget velkommen til at kontakte os direkte. Vi arbejder professionelt og helhedsorienteret med udgangspunkt i familiens egne præmisser. Vores mål er at støtte jer i at skabe en tryg, stabil og udviklende hverdagfor både børn og forældre.
Kort sagt handler praktisk pædagogisk støtte altså om at hjælpe familier med at finde fodfæste, skabe struktur og styrke forældreskabet – så barnet får de bedste forudsætninger for trivsel og udvikling.