Samarbejdspartner
Det sundheds- og socialfaglige børneteamSådan er vi som samarbejdspartner: Tryghed og støtte til familier med børn med særlige behov
Når vi træder ind over en ny families dørtrin, er det med intentionen om, at vi kan give dem de bedste betingelser for at leve det familieliv, de ønsker, sammen med de livsvilkår, de er givet. For de familier, hvor det er muligt, er vores mål, at de på sigt kan klare sig uden vores hjælp.
Det kan bringe en ekstra uro ind i familielivet, når de har et barn eller en ung, der lever med et fysisk handicap, en psykisk sygdom eller sociale udfordringer. Særligt når de pludselig bliver afhængige af, at der kommer andre mennesker i deres hjem. Derfor er vores bærende opgave at bringe tryghed ind i familierne, når vi træder ind i deres hjem.
Fem kerneværdier der sikrer tryghed og kvalitet i arbejdet med familier
Når du vælger os som jeres samarbejdspartner, skal du være tryg ved, at vi kan løfte opgaven ude hos familierne. Derfor har vi udarbejdet fem værdier, som vi altid arbejder ud fra i samarbejdet med jer, vores medarbejdere og familierne.
Vores bærende værdier er tryghed, familien i fokus, høj faglig standard, dialog og kontinuitet.
Trygge og kompetente medarbejdere – nøglen til succesfuld støtte i hjemmet
Hver dag træder vores medarbejdere ind i familiers hjem for at blive den hjælp, deres barn eller unge menneske står og mangler. En forudsætning for, at vores medarbejdere kan lykkes med det, er, at de føler sig trygge i deres ansættelsesforhold. Her er vores vigtigste opgave at sikre, at vores medarbejdere er trygge i deres arbejde, at de har faglige teamledere, de kan sparre med, og at de ved, at vi kun er et opkald væk.
Rekruttering
Du kan forvente, at vi gør os umage med at rekruttere medarbejdere med specialiseret viden indenfor det givne område.
Det gælder også de personlige kompetencer, da vi ved, at relationen mellem medarbejderne og familierne er afgørende, når vi skal sikre et godt samarbejde.
Ingen uforudsete udgifter
Vi følger barnet og den unge, der hvor der er behov for, at vi følger dem. Det betyder, at vi gerne sender en repræsentant fra ledelsen med til opfølgende samtaler, stuegang på sygehuset m.m. i det omfang, du ser behovet. Dette er en del af prisen. Den regning, du modtager, er kun på det, vi har leveret. Vi sender ikke ekstra regninger eller regninger, hvis ikke vi har dækket vagten.
Sådan sikrer vi gennemsigtighed og effektivt samarbejde i vores indsatser
Ved opstart af et nyt barn eller ungt menneske, deltager vi altid i opstartsmøder, hvor vi afdækker, hvad vi skal bidrage med i processen, og hvordan den enkelte familie ønsker, at vi er til stede i deres hjem.
Når indsatsen er i gang, har vi løbende opfølgninger med medarbejderne, så vi sikrer, at alle ved, hvad vi arbejder efter, og hvordan det helt praktisk ønskes løst, både ud fra de rammer, du giver os, men også ud fra familiens ønsker. Vi møder gerne op til statusmøder, og vi sørger for at orientere jer løbende om indsatsen. Du har samtidig altid mulighed for at få en status på sagen, og vi vægter gennemsigtighed højt. Sker der ændringer hos os internt eller ude hos familierne, som kan være relevante for dig, sørger vi for, at du får besked.
Vi har døgntelefon til sparring både for medarbejderne, men også for forældrene og jer som samarbejdspartnere, da vi ved, at det gør en forskel, at problemer og tvivl bliver løst, når de opstår.
De fem bærende
VærdierTryghed
Kontinuitet
Dialog
Høj faglig standard
Familien i fokus
Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam tilbyder professionel behandling, pleje og støtte til børn og unge med særlige forudsætninger i deres eget hjem.
Vores værdier er båret op på tryghed, kontinuitet, dialog og en høj faglig standard. Vi har altid barnet eller den unge og familien i fokus, og bestræber os på at levere den bedste faglige indsats.
