Samarbejdspartner

Det sundheds- og socialfaglige børneteam

Hvilken samarbejdspartner får du i os?

Når du vælger os som jeres samarbejdspartner, skal du være tryg ved, at vi kan løfte opgaven ude hos familierne. Kernen til det er vores medarbejdere. Her er vores bærende opgave at sikre, at medarbejderne føler sig trygge i deres ansættelsesforhold, at de har faglige teamledere, de kan sparre med, og at de ved, at vi kun er et opkald væk. Vi har døgntelefon til sparring både for medarbejderne, men også for forældrene og jer som samarbejdspartnere, da vi ved, at det gør en forskel, at problemer og tvivl bliver løst, når de opstår.

Hvad kan du forvente af os?

Når vi træder ind over en ny families dørtrin, er det med intentionen om, at vi kan give dem de bedste betingelser for at leve det familieliv, de ønsker, sammen med de livsvilkår, de er givet. For de familier, hvor det er muligt, er vores mål, at de på sigt kan klare sig uden vores hjælp.

Rekruttering

Du kan forvente, at vi gør os umage med at rekruttere medarbejdere med specialiseret viden indenfor det givne område. Det gælder også de personlige kompetencer, da vi ved, at relationen mellem medarbejderne og familierne er afgørende, når vi skal sikre et godt samarbejde.

Værdisæt

Alle vores medarbejdere bliver en del af vores værdisæt, som danner rammen for den måde, vi arbejder på ude hos familierne og i hele virksomheden. Det kan bringe en ekstra uro ind i familielivet, når de har et barn eller en ung, der lever med særlige forudsætninger. Særligt når de pludselig bliver afhængige af, at der kommer andre mennesker i deres hjem. Derfor er vores bærende opgave at bringe tryghed ind i familierne, når vi træder ind i deres hjem. Det gør vi med afsæt i vores fem værdier, som du kan læse mere om her.

Ingen uforudsete udgifter

Vi følger barnet og den unge, der hvor der er behov for, at vi følger dem. Det betyder, at vi gerne sender en repræsentant fra ledelsen med til opfølgende samtaler, stuegang på sygehuset m.m. i det omfang, du ser behovet. Dette er en del af prisen. Den regning, du modtager, er kun på det, vi har leveret. Vi sender ikke ekstra regninger eller regninger, hvis ikke vi har dækket vagten.

Gennemsigtighed og tæt samarbejde

Ved opstart af et nyt barn eller ungt menneske, deltager vi altid i opstartsmøder, hvor vi afdækker, hvad vi skal bidrage med i processen, og hvordan den enkelte familie ønsker, at vi er til stede i deres hjem.

Når indsatsen er i gang, har vi løbende opfølgninger med medarbejderne, så vi sikrer, at alle ved, hvad vi arbejder efter, og hvordan det helt praktisk ønskes løst, både ud fra de rammer, du giver os, men også ud fra familiens ønsker. Vi møder gerne op til statusmøder, og vi sørger for at orientere jer løbende om indsatsen. Du har samtidig altid mulighed for at få en status på sagen, og vi vægter gennemsigtighed højt. Sker der ændringer hos os internt eller ude hos familierne, som kan være relevante for dig, sørger vi for, at du får besked.