Når patienten ikke vil have hjælp

Kirsten arbejder til daglig som sygeplejerske i Det Sundhedsfaglige Børneteam (nu Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam, red.). Hun er specialiseret i psykiatrisk sygepleje, og er derfor tilknyttet en opgave ved en ung pige med en spiseforstyrrelse. Men hvordan håndterer man, at ens tilstedeværelse og hjælp ikke er ønsket? Og hvordan får det en helt særlig betydning, når man er på “udebane” og skal udøve sin sygepleje i patientens eget hjem? Det giver Kirsten et rigtig fint indblik i i indlægget her.

Jeg kommer fra en hverdag som sygeplejerske på en almen psykiatrisk afdeling. Da jeg tog imod jobbet som sygeplejerske hos Det Sundhedsfaglige Børneteam tænkte jeg, at det var spændende, men vidste i starten heller ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Jeg vidste, at jobbet var hjemme hos en pige med en spiseforstyrrelse. Jeg vidste, at hun efter en længere indlæggelse var blevet udskrevet til hjemmet med sundhedsfaglig støtte fra tidlig morgen til sen aften, alle ugens dage. 

Min arbejdsopgave var primært observation, støtte og guidning i forhold til overholdelse af kostplan, måltidsstruktur og hjælp til regulering af kompenserende og uhensigtsmæssig adfærd samt relationsarbejde. Mange af opgaverne var velkendte fra mit forhenværende arbejde med patienter med spiseforstyrrelse i sygehusregi, men rammerne var helt nye. At arbejde i patientens eget hjem har været noget helt nyt for mig. Jeg gik fra en hverdag, hvor patienten var på mit domæne, til en hverdag hvor jeg var på patientens domæne. Almindelige værktøjer som grænsesætning, struktur og konsekvens var pludselig ikke så lette at praktisere som inde på afdelingen.

Styrket selvstændighed

Relationsarbejdet med pigen viste sig fra sin udfordrende side, eftersom hun ikke ønskede, at jeg var der. Konfliktniveauet var derfor i perioder højt. Der har især i sådanne perioder været tidspunkter, hvor jeg har savnet kollegaer til sparring, aflastning og opbakning. Jeg kommer nemlig fra en hverdag, hvor jeg hele tiden har haft kollegaer omkring mig, og hvor jeg aldrig har været alene i konflikterne. Nu er jeg i en situation, hvor jeg står med alle konflikter alene, idet de udspiller sig. Jeg har til gengæld lært utrolig meget om mine egne grænser fagligt såvel som personligt, svagheder såvel som styrker. Jeg er blevet konfronteret med det hele og jeg har ikke kunne “gemme mig bag en kollega”, men været tvunget til selv at lave en faglig refleksion i situationen, en vurdering, en beslutning og handle – selvstændigt. Samtidig så skal det siges, at jeg jo aldrig føler mig helt alene, hvis jeg er i tvivl om noget, da jeg ved, jeg altid har nogle livliner at trække på. For eksempel er Rikke fra kontoret (Det Sundhedsfaglige Børneteams daglige leder, red.) altid kun et telefonopkald væk og Det Sundhedsfaglige Børneteam har sørget for at tilbyde regelmæssig faglig sparring. 

Fra ildebrandslukning til tid til sygeplejen

Den daglige kontakt med kollegaer er mange dage et afsavn for mig, men ikke alle dage. Der er så meget at skulle forholde sig til i denne verden, og nogle dage er det faktisk et privilegium kun at skulle forholde sig til sig selv og den familie, man er ved. For mig har det været en omvæltning pludselig “at have tid”. Jeg kommer fra en arbejdsplads, hvor jeg er vant til at have travlt og der aldrig var tid nok lige meget hvor mange tisse- og frokostpauser, man sprang over. Hvor patienten fik pn-medicin i stedet for en samtale, fordi vi ikke havde tid til andet. Det var kort sagt ildebrandslukning og jeg gik ofte hjem fra arbejde med følelsen af frustration over, at der ikke havde været tid nok til at udføre mine opgaver tilfredsstillende og følelsen af at have svigtet mine patienter. 

Det var derfor en omvæltning for mig, da jeg startede i Det Sundhedsfaglige Børneteam og fandt ud af, hvor meget tid jeg havde til at sidde i en lænestol eller gå en tur. Det har også taget mig lang tid at acceptere og retfærdiggøre overfor mig selv, at det er ok, at jeg sidder og læser i en bog i to timer. Jeg bliver stadig rastløs engang imellem og får dårlig samvittighed og tanker om, at “jeg burde gøre noget mere”, men husker mig selv på at se det positive i det; hvis jeg ikke laver særlig meget, så er det udtryk for, at det går godt for min patient. 

Det har været spændende for mig at se, hvordan livet efter indlæggelsen på en psykiatrisk afdeling kan være og at se forløbet fra den anden side af. Før hjalp jeg mine patienter med det, jeg vil kalde toppen af isbjerget, men nu ser jeg, at kampen for at blive rask kan fortsætte derhjemme lang tid efter udskrivelsen. 

Det er utrolig motiverende at se, at der – trods den store modstand pigen har mod samarbejdet – er noget i den her model og vores indsats, der ser ud til at virke. Fra at være i hjemmet alle ugens dage fra morgen til aften, er vi nu nede på at være der i hverdagene fra formiddag til eftermiddag. Vi er gået fra fire sygeplejersker til én. Pigen er gået op i vægt, har fået større livsmod og livsglæde, har fået bedre og sundere relationer til familien og har i det hele taget opnået mange færdigheder og øver sig stadig. Forældrene har fået tid og ro til langsom at genfinde deres rolle som forældre, fået større selvtillid i forhold til at tage sig af deres datter derhjemme og føler sig nu mere rustet og tryg ved opgaven.

Taknemlighed får man ikke fra pigen – den får man til gengæld fra pigens forældre, som mange gange fortæller, at de ikke ved, hvad de skulle gøre uden os og den her løsning som Det Sundhedsfaglige Børneteam tilbyder.

Jo større kamp, jo større faglig stolthed

En stor læring i processen med at arbejde i hjemmet hos en patient med en spiseforstyrrelse har været betydningen af samarbejdet med netværket. Jeg gik til opgaven med en idé om, at det var gennem relationen til pigen, at det her skulle lykkes og at det var her alt arbejdet lå. Jeg går ud af det med en erkendelse af, at det her sandsynligvis kun er lykkedes så godt som det er på grund af samarbejdet med og arbejdet med forældrene, da de er den brik, der er der og som skal føre det videre og holde fast, når vi forsvinder.

Jeg har ca. arbejdet et år i Det Sundhedsfaglige Børneteam, og denne opgave er min første. Jeg er taknemmelig for at udføre arbejdet for Det Sundhedsfaglige Børneteam og taknemmelig og glad for alle de oplevelser og erfaringer, jeg har fået med mig indtil nu – og jeg håber på flere i fremtiden. Det er en fantastisk følelse at være med til at gøre en positiv forskel for familier, der har det svært. Jo større kamp, jo større faglig stolthed og tilfredshed giver det, når man kan se, at der er så meget, der faktisk lykkes. Det får det til at være det hele værd.

Af Kirsten Fält Jensen, sygeplejerske i Det Sundhedsfaglige Børneteam