En lille fortælling om en pige, som trods sygdom og handicap var en pige som alle andre unge piger

Anita Nielsen arbejder til dagligt i Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam. Her deler hun en hjertevarmende fortælling, hvor hun hjælper en ung pige med at føle sig som sine jævnaldrende på trods af sygdom og handicap.

Familien havde stærke kulturelle værdier og traditioner, som de værdsatte højt. Når de unge piger bliver 18 år, skal de bære tørklæde for at dække håret. Arme og ben skulle også dækkes til for ikke at friste det modsatte køn.

Pigen sad i kørestol og kunne kun sige få ord ellers fremgik al kommunikation med tegn og fagter. Vi plejede at gå mange ture, og inden turen skulle der lægges neglelak og sættes hår. Og en dag opdager hun en dreng, som bor længere nede. Ofte gik turen den modsatte vej, men efter den dag blev der peget vi skulle den vej, hvor drengen boede.

Mor havde iført pigen tørklæde, og med det samme, vi kom ud, smed hun tørklædet, og vi skulle ud og lede efter drengen. Det havde vi mange sjove ture med, men det lykkedes desværre aldrig at møde drengen, men håb flytter bjerge og hun følte sig som en inkluderet teenager, der bare ville livet og alle de dejlige ting, det byder på.

Det skal lige siges, at jeg tog en snak med familien omkring det med, at hun tog tørklædet af, og om hun i det hele taget måtte snakke med drengen, hvis vi mødte ham. Familien synes det var en sød ting, og selvom det var imod deres værdier, kunne de ikke stoppe hende i hendes følelser for drengen, og gav mig deres accept på at fortsætte drengejagten.

Af Anita Nielsen