Portræt af en medarbejder: Sandra Johansen

Sandras Vej til Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam

På vores kontor i Randers kan man finde Sandra, som har været piccoline hos Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam i fem år.

Sandra hørte først om Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam i 2011 gennem et familiemedlem, som foreslog, at Sandra kunne søge en praktikplads i virksomheden. Hun tog straks initiativet og ringede til Børneteamet, hvor hun fik en samtale med Camilla, som er direktør i virksomheden.

Sandra fik praktikpladsen og var hos Børneteamet indtil foråret 2012. Herefter blev Camilla og Sandra enige om at afslutte praktikken, da virksomheden stadig var lille, og der ikke var nok opgaver til Sandra.

Ihærdighed som lykkedes

Sandra var blevet glad for virksomheden og havde følt sig godt behandlet. Hun håbede inderligt, at der ville være mulighed for at få job ved Børneteamet.

Hun var fast besluttet på at holde kontakten med Camilla og Børneteamet – og gennem tiden stødte Sandra på Camilla flere gange, og hver gang spurgte hun om muligheden for at få arbejde i virksomheden.

Hendes ihærdighed bar frugt.

Når Camilla fortæller historien, siger hun, at hun blev så imponeret over Sandras ihærdighed og tænkte, at selvfølgelig skulle Sandra være en del af virksomheden igen. Det førte til, at Sandra blev ansat som piccoline hos Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam; en stilling, hun nu har haft i fem år.

Sandras kendskab til virksomheden og det værdisæt, der arbejdes ud fra, var afgørende for hendes ønske om at få arbejde hos Børneteamet. Hun er glad for Camilla som chef og understreger, at der er tid til den enkelte medarbejder, og at man tager hånd om hinanden. Hun værdsætter den kultur, der er i virksomheden, og fortæller: “Hvis jeg kunne komme under Camillas vinger, betød det meget for mig at arbejde for hende, fordi jeg har følt mig godt behandlet af hende.”

Sandras opgaver i virksomheden

I sit daglige arbejde hos Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam tager Sandra sig af en bred vifte af opgaver. Hun er kontorets alt-mulig-kvinde; hun griber mange bolde, som andre ikke har tid til, og gør, at hverdagen bliver lettere for de andre på kontoret.

Hun har også sine faste opgaver, som f.eks. forberedelse af mødelokaler, men variationen giver lidt spænding – og så synes hun, at det er hyggeligt at hjælpe til med de forskellige opgaver.

Sandras motivation i arbejdet

Arbejdsmiljøet hos Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam er en stor motivationsfaktor for Sandra. Selvom man kan have en dårlig dag, bliver man ikke i dårligere humør af at komme på arbejde. Hun fortæller, at hun møder positivitet på arbejdspladsen, som gør, at selv de dårlige dage ikke er helt så dårlige alligevel.

“Jeg føler, der bliver givet en taknemmelighed, når jeg har været her,” siger hun og forklarer, at det er helt klart, hvad hun møder, når hun kommer på arbejde: en spejling af den positive kultur i virksomheden.

En lille fortælling om en pige, som trods sygdom og handicap var en pige som alle andre unge piger

Anita Nielsen arbejder til dagligt i Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam. Her deler hun en hjertevarmende fortælling, hvor hun hjælper en ung pige med at føle sig som sine jævnaldrende på trods af sygdom og handicap.

Familien havde stærke kulturelle værdier og traditioner, som de værdsatte højt. Når de unge piger bliver 18 år, skal de bære tørklæde for at dække håret. Arme og ben skulle også dækkes til for ikke at friste det modsatte køn.

Pigen sad i kørestol og kunne kun sige få ord ellers fremgik al kommunikation med tegn og fagter. Vi plejede at gå mange ture, og inden turen skulle der lægges neglelak og sættes hår. Og en dag opdager hun en dreng, som bor længere nede. Ofte gik turen den modsatte vej, men efter den dag blev der peget vi skulle den vej, hvor drengen boede.

Mor havde iført pigen tørklæde, og med det samme, vi kom ud, smed hun tørklædet, og vi skulle ud og lede efter drengen. Det havde vi mange sjove ture med, men det lykkedes desværre aldrig at møde drengen, men håb flytter bjerge og hun følte sig som en inkluderet teenager, der bare ville livet og alle de dejlige ting, det byder på.

Det skal lige siges, at jeg tog en snak med familien omkring det med, at hun tog tørklædet af, og om hun i det hele taget måtte snakke med drengen, hvis vi mødte ham. Familien synes det var en sød ting, og selvom det var imod deres værdier, kunne de ikke stoppe hende i hendes følelser for drengen, og gav mig deres accept på at fortsætte drengejagten.

Af Anita Nielsen

Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam vinder udbud i AsylSyd

Medarbejderne på kontoret samledes for at fejre nyheden.

Der var lækker mad til en hyggelig lille fejring.

Tør vi tale om døende børn og

de tilbud vi kan give dem?

Det fælles ansvar

Handicappede børn og deres familier skal også have ret til ferie i udlandet

Netop nu holder familier landet over sommerferie. For de fleste børn er sommerferien en længe ventet begivenhed, som gør børnene spændte, forventningsfulde og frie fra hverdagens strabadser. Udsigten til en længe planlagt sommerferie i Spanien med mor, far og søster eller bror er et af årets højdepunkter. Men ikke for alle. Som handicappet barn kan du ikke være sikker på, at kommunen vil bevilge den hjælp, der er behov for at tage med til udlandet i forbindelse med en sommerferie. Det kan eksempelvis være praktisk hjælp i hverdagen eller hjælp om natten, som i hverdagen derhjemme varetages af en hjælper ansat til opgaven.

Muskelsvindsfonden har med god grund den seneste tid haft øget fokus på ulighed i de regler i sociallovgivningen, der omhandler handicappede børn og deres familiers mulighed for at tage deres eksisterende hjælp med til udlandet. Nogle handicappede børn må gerne tage deres hjælp med til udlandet, imens andre får afslag på en sådan ansøgning ved kommunen. Problemet er udlandsbekendtgørelsen, da den fastslår, hvilken hjælp under hvilke paragraffer der kan medtages under ophold i udlandet. Kommunerne er dermed i deres fulde ret til at give afslag på en sådan ansøgning – alt afhængigt af hvilken paragraf hjælpen og støtten til det handicappede barn er givet efter.

Som leverandør til pleje, behandling og støtte til børn med handicap kan vi i Det Sundhedsfaglige Børneteam kun bakke op om, at alle handicappede børn og deres familier får mulighed for at tage på ferie i udlandet med deres familier. Vi ved, hvor vigtigt det er for både barnet og familien at bryde hverdagens faste mønster (i det omfang, det kan lade sig gøre) i nye og anderledes omgivelser. Det kan også være fedt for et handicappet barn at komme til Spanien, plaske rundt i swimmingpoolen og opleve et andet land og dets kultur. Det kan være lige præcis den ferie, som man synes var noget helt specielt, og som har skabt nogle fantastiske minder, man som barn og familie lever højt på lang tid efter.

Mange af vores medarbejdere ved Det Sundhedsfaglige Børneteam har været sammen med handicappede børn og familier med på rejser til udlandet. Et af vores vigtigste principper er at bakke op om barnets og familiens behov for at komme på ferie – også når det er i udlandet. Derfor sørger vi for at tilrettelægge, hvilke medarbejdere der kan tage med på rejsen. Det som vores medarbejdere fortæller, når de kommer hjem fra sådan en arbejdsopgave, er, at både barnet og familien er blomstret op, og at ferieoplevelserne samler hele familien.

Men kan forældrene så ikke bare selv passe deres handicappede barn på ferien til Spanien eller andre steder? Som forældre til et handicappet barn har man under en ferie også behov for at slappe af og være der for eventuelle søskende og ægtefælle. Hvis man er hjælper 24 timer i døgnet for sit handicappede barn, er det svært at tilgodese egne og søskendes behov, og ferien resulterer i trætte forældre, der slås med dårlig samvittighed.

Så, kære politikere – skal vi nu ikke bare sørge for, at handicappede børn og deres familier får nøjagtig de samme muligheder for at holde sommerferien i Spanien eller andre steder, som mange andre danske børnefamilier har? Det vil være yderst rimeligt at tilgodese denne gruppe og ligestille dem med andre børnefamilier, således at man ikke opnår en yderligtgående marginalisering.

Dette debatindlæg har været bragt i Kristeligt Dagblad, hvilket har resulteret i stort engagement på Kristeligt Dagblads Facebook-side, hvor der naturligvis er forskellige holdninger til emnet.

For os i Det Sundhedsfaglige Børneteam er det i denne forbindelse vigtigt at understrege, at der ikke er nogen økonomisk gevinst for os som virksomhed, når vores medarbejder tager med det handicappede barn og familien udenlands. Derimod er der tale om en menneskelig gevinst, for en udenlandsferie betyder alverden for det handicappede barn og dets familie, der i deres hverdag oplever at være hårdt prøvet. Det er også vigtigt for os at understrege, at der ej heller er tale om en betalt ferie for vores medarbejder, da vores medarbejder netop er med for at arbejde og hjælpe familien med at tage sig af det handicappede barn 24 timer i døgnet – lige såvel som det foregår herhjemme i Danmark.

Ønsket med dette debatindlæg er at sætte fokus på uligheden i de regler i sociallovgivningen, der omhandler handicappede børn og deres familiers mulighed for at tage deres eksisterende hjælp med til udlandet. Vi mener nemlig, at ALLE handicappede børn bør have de samme muligheder som alle andre børn i Danmark. Uanset om ferien plejer at foregå i Danmark eller i udlandet, så bør børn med særlige behov have de samme muligheder for at holde ferie med deres familie – også selvom man er afhængig af hjælp.

Når patienten ikke vil have hjælp

Kirsten arbejder til daglig som sygeplejerske i Det Sundhedsfaglige Børneteam (nu Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam, red.). Hun er specialiseret i psykiatrisk sygepleje, og er derfor tilknyttet en opgave ved en ung pige med en spiseforstyrrelse. Men hvordan håndterer man, at ens tilstedeværelse og hjælp ikke er ønsket? Og hvordan får det en helt særlig betydning, når man er på “udebane” og skal udøve sin sygepleje i patientens eget hjem? Det giver Kirsten et rigtig fint indblik i i indlægget her.

Jeg kommer fra en hverdag som sygeplejerske på en almen psykiatrisk afdeling. Da jeg tog imod jobbet som sygeplejerske hos Det Sundhedsfaglige Børneteam tænkte jeg, at det var spændende, men vidste i starten heller ikke helt, hvad jeg skulle forvente. Jeg vidste, at jobbet var hjemme hos en pige med en spiseforstyrrelse. Jeg vidste, at hun efter en længere indlæggelse var blevet udskrevet til hjemmet med sundhedsfaglig støtte fra tidlig morgen til sen aften, alle ugens dage. 

Min arbejdsopgave var primært observation, støtte og guidning i forhold til overholdelse af kostplan, måltidsstruktur og hjælp til regulering af kompenserende og uhensigtsmæssig adfærd samt relationsarbejde. Mange af opgaverne var velkendte fra mit forhenværende arbejde med patienter med spiseforstyrrelse i sygehusregi, men rammerne var helt nye. At arbejde i patientens eget hjem har været noget helt nyt for mig. Jeg gik fra en hverdag, hvor patienten var på mit domæne, til en hverdag hvor jeg var på patientens domæne. Almindelige værktøjer som grænsesætning, struktur og konsekvens var pludselig ikke så lette at praktisere som inde på afdelingen.

Styrket selvstændighed

Relationsarbejdet med pigen viste sig fra sin udfordrende side, eftersom hun ikke ønskede, at jeg var der. Konfliktniveauet var derfor i perioder højt. Der har især i sådanne perioder været tidspunkter, hvor jeg har savnet kollegaer til sparring, aflastning og opbakning. Jeg kommer nemlig fra en hverdag, hvor jeg hele tiden har haft kollegaer omkring mig, og hvor jeg aldrig har været alene i konflikterne. Nu er jeg i en situation, hvor jeg står med alle konflikter alene, idet de udspiller sig. Jeg har til gengæld lært utrolig meget om mine egne grænser fagligt såvel som personligt, svagheder såvel som styrker. Jeg er blevet konfronteret med det hele og jeg har ikke kunne “gemme mig bag en kollega”, men været tvunget til selv at lave en faglig refleksion i situationen, en vurdering, en beslutning og handle – selvstændigt. Samtidig så skal det siges, at jeg jo aldrig føler mig helt alene, hvis jeg er i tvivl om noget, da jeg ved, jeg altid har nogle livliner at trække på. For eksempel er Rikke fra kontoret (Det Sundhedsfaglige Børneteams daglige leder, red.) altid kun et telefonopkald væk og Det Sundhedsfaglige Børneteam har sørget for at tilbyde regelmæssig faglig sparring. 

Fra ildebrandslukning til tid til sygeplejen

Den daglige kontakt med kollegaer er mange dage et afsavn for mig, men ikke alle dage. Der er så meget at skulle forholde sig til i denne verden, og nogle dage er det faktisk et privilegium kun at skulle forholde sig til sig selv og den familie, man er ved. For mig har det været en omvæltning pludselig “at have tid”. Jeg kommer fra en arbejdsplads, hvor jeg er vant til at have travlt og der aldrig var tid nok lige meget hvor mange tisse- og frokostpauser, man sprang over. Hvor patienten fik pn-medicin i stedet for en samtale, fordi vi ikke havde tid til andet. Det var kort sagt ildebrandslukning og jeg gik ofte hjem fra arbejde med følelsen af frustration over, at der ikke havde været tid nok til at udføre mine opgaver tilfredsstillende og følelsen af at have svigtet mine patienter. 

Det var derfor en omvæltning for mig, da jeg startede i Det Sundhedsfaglige Børneteam og fandt ud af, hvor meget tid jeg havde til at sidde i en lænestol eller gå en tur. Det har også taget mig lang tid at acceptere og retfærdiggøre overfor mig selv, at det er ok, at jeg sidder og læser i en bog i to timer. Jeg bliver stadig rastløs engang imellem og får dårlig samvittighed og tanker om, at “jeg burde gøre noget mere”, men husker mig selv på at se det positive i det; hvis jeg ikke laver særlig meget, så er det udtryk for, at det går godt for min patient. 

Det har været spændende for mig at se, hvordan livet efter indlæggelsen på en psykiatrisk afdeling kan være og at se forløbet fra den anden side af. Før hjalp jeg mine patienter med det, jeg vil kalde toppen af isbjerget, men nu ser jeg, at kampen for at blive rask kan fortsætte derhjemme lang tid efter udskrivelsen. 

Det er utrolig motiverende at se, at der – trods den store modstand pigen har mod samarbejdet – er noget i den her model og vores indsats, der ser ud til at virke. Fra at være i hjemmet alle ugens dage fra morgen til aften, er vi nu nede på at være der i hverdagene fra formiddag til eftermiddag. Vi er gået fra fire sygeplejersker til én. Pigen er gået op i vægt, har fået større livsmod og livsglæde, har fået bedre og sundere relationer til familien og har i det hele taget opnået mange færdigheder og øver sig stadig. Forældrene har fået tid og ro til langsom at genfinde deres rolle som forældre, fået større selvtillid i forhold til at tage sig af deres datter derhjemme og føler sig nu mere rustet og tryg ved opgaven.

Taknemlighed får man ikke fra pigen – den får man til gengæld fra pigens forældre, som mange gange fortæller, at de ikke ved, hvad de skulle gøre uden os og den her løsning som Det Sundhedsfaglige Børneteam tilbyder.

Jo større kamp, jo større faglig stolthed

En stor læring i processen med at arbejde i hjemmet hos en patient med en spiseforstyrrelse har været betydningen af samarbejdet med netværket. Jeg gik til opgaven med en idé om, at det var gennem relationen til pigen, at det her skulle lykkes og at det var her alt arbejdet lå. Jeg går ud af det med en erkendelse af, at det her sandsynligvis kun er lykkedes så godt som det er på grund af samarbejdet med og arbejdet med forældrene, da de er den brik, der er der og som skal føre det videre og holde fast, når vi forsvinder.

Jeg har ca. arbejdet et år i Det Sundhedsfaglige Børneteam, og denne opgave er min første. Jeg er taknemmelig for at udføre arbejdet for Det Sundhedsfaglige Børneteam og taknemmelig og glad for alle de oplevelser og erfaringer, jeg har fået med mig indtil nu – og jeg håber på flere i fremtiden. Det er en fantastisk følelse at være med til at gøre en positiv forskel for familier, der har det svært. Jo større kamp, jo større faglig stolthed og tilfredshed giver det, når man kan se, at der er så meget, der faktisk lykkes. Det får det til at være det hele værd.

Af Kirsten Fält Jensen, sygeplejerske i Det Sundhedsfaglige Børneteam

Skyggebørn skal ud af skyggen

Der er de senere år kommet mere og mere fokus på de raske søskende til alvorligt syge eller handicappede børn. Og det er godt, for de raske søskende – de såkaldte skyggebørn – har nemlig hårdt brug for at blive set og hørt og ikke leve i skyggen af bror eller søsters sygdom. Men hvordan hjælper man skyggebørn ud af skyggen – eller hvordan forhindrer man, at de overhovedet ender der?

Som vi tidligere har skrevet om i artiklerne her og her, er det ikke altid lige let at være søskende til en alvorligt syg eller handicappet bror eller søster. Skyggebørnene kæmper ofte med en hverdag med mangel på opmærksomhed, hvor en stor del af forældrenes fokus er på den syge eller handicappede bror eller søster.

Forældrene skal jonglere mellem at tage hånd om den syge søskende, samtidig med at de skal få familielivet og hverdagen til at fungere. Det er både mentalt og fysisk hårdt, og derfor er overskuddet til fokus på de raske søskende ofte begrænset. Og det kan den raske søskende på den ene side godt forstå, og derfor gør den raske søskende alt for at skjule egne behov og negative følelser over for forældrene, så de ikke skal bekymre sig yderligere. På den anden side kan den raske søskende alligevel godt føle sig tilsidesat, glemt og alene med sine følelser.

Den raske søskende har nemlig også brug for sine forældre – særligt når der er sygdom i familien – og er der tale om en længerevarende periode, hvor mor eller far ofte ikke har overskud til den raske søskende, kan det resultere i svære følelsesmæssige reaktioner hos den raske søskende. I en rundspørge* foretaget af Danske Patienter svarer mere end hver tredje forældre, at deres barn oplever psykisk mistrivsel i forbindelse med sygdom hos en søskende, i mens 16 procent oplever, at barnet får angst eller depression.

Manglende fokus fra både skole, sygehus og kommune

Det er dog ikke kun manglende opmærksomhed fra mor og far, som har indvirkning på barnets trivsel i hverdagen. I rundspørgen foretaget af Danske Patienter viser det sig blandt andet, at hele 80 procent angiver, at skolen ikke spørger ind til det pårørende barns trivsel – selvom over 60 procent af forældrene har savnet dette fokus fra skolens side. 61 procent af forældrene angiver desuden, at der ikke er nogle relevante tilbud for børn, som er pårørende til en syg søskende – på trods af, at sygdommen som beskrevet også kan have vidtrækkende konsekvenser for det pårørende barn. Det bliver ifølge rundspørgen gennemgående spurgt for lidt ind til det raske barns trivsel og behov – både i mødet med lægen, sygehuset, skolen og kommunen.

Hvordan kan man hjælpe skyggebørnene ud af skyggen?

Der er altså tydeligvis stadig brug for mere fokus og flere tilbud til søskende til alvorligt syge eller handicappede børn. Der findes dog flere råd til, hvordan man kan hjælpe skyggebørn – hvad enten man er forældre, pårørende, sundhedsfagligt personale, lærer eller noget helt femte. Center for Børneliv (nu en del af Børns Vilkår) har tidligere beskrevet en række behov, den raske søskende har, som man bør forsøge at dække. Kort opsummeret er det følgende behov, som ofte gøre sig gældende:

1. Behov for at have nogen at tale med – mange søskende til alvorligt syge eller handicappede børn oplever, at de mangler nogen at tale med. Mor eller far har ofte ikke tid eller overskud, og den raske søskende vil ikke belemre dem med yderligere bekymringer. Pårørende har ofte også mest fokus på den alvorligt syge eller handicappede søskende – de spørger ofte ind til, hvordan det går med den alvorligt syge eller handicappede bror eller søster, men glemmer også at have fokus på det raske barn.
2. Behov for viden – raske søskende oplever ofte ikke at få særlig meget viden om, hvad der sker med bror eller søster, hvilket kan skabe usikkerhed og frygt. Det er derfor vigtig løbende at informere barnet om status og de fremtidige udsigter.
3. Behov for at blive inddraget i plejen – i det omfang det er muligt, kan det sundhedsfaglige personale inddrage den raske søskende i plejen. På den måde vil den raske søskende komme til at føle, at han/hun er med til at gøre en positiv forskel for sin bror eller søster.
4. Behov for solosøskendetid – den raske søskende har brug for at føle opmærksomhed fra forældrene, så de kan få bekræftet, at de har betydning. På den måde bliver det også lettere for den raske søskende at gå i ”opmærksomhedsunderskud” de dage, hvor forældrene ikke har så meget tid til den raske søskende.

Støtte til skyggebørn

Som indledningsvist beskrevet er der de senere år kommet mere fokus på, at søskende til alvorligt syge eller handicappede børn har brug for støtte. Der findes derfor efterhånden flere organisationer og patientforeninger, som har konkrete tilbud til skyggebørn – blandt andre:

• Organisationen Skyggebørn favner bredt og tilbyder samtalegrupper for børn i sorg. Tanken bag grupperne er at hjælpe børnene til at sætte ord på deres følelser, samtidig med at de møder andre i samme situation som dem selv. Skyggebørn er både for børn, der er søskende til alvorligt syge eller handicappede børn, men også for børn der har mistet en forældre. Samtidig tilbyder organisationen både individuelle samtaler og familiesamtaler. Alle tilbud til børnene og deres forældre er gratis.
  Læs mere på organisationens hjemmeside: https://skyggeboern.dk/
• Patientforeningen Hjerteforeningen står bag initiativet Hjertesøskende. Her kan børn og unge, der har en bror eller søster med en hjertesygdom finde gode råd og møde andre i samme situation. Hjerteforeningen planlægger forskellige aktiviteter for børnene – blandt andet weekendture hvor søskende til hjertebørn kan blive forkælet og få en god oplevelse sammen med andre i samme situation.
  Læs mere på Hjertesøskendes hjemmeside her: https://hjerteforeningen.dk/soeskende/
• Børn, Unge og Sorg er en organisation, der tilbyder gratis støtte og behandling til børn og unge under 28, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde.
  Læs mere på organisationens hjemmeside her: https://bornungesorg.dk/

Hvordan kan Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam hjælpe skyggebørnene?

Som beskrevet i artiklen Hvordan kan man støtte søskende til alvorligt syge eller handicappede børn har vi i Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam også fokus på, hvordan vi kan støtte søskende til alvorligt syge eller handicappede børn. Når vi er i hjemmet hos det syge eller handicappede barn, kan vi, i det omfang det er muligt, inddrage den raske søskende i plejen af den syge søskende. På den måde vil den raske søskende, som tidligere beskrevet, komme til at føle, at han/hun er med til at gøre en positiv forskel for sin bror eller søster.
Derudover kan vi ved at være i hjemmet og tage os af de sygeplejefaglige opgaver give forældre tid og ro til at koncentrere sig om de raske barn. På den måde frigøres tid til eksempelvis solosøskendetid.

*809 forældre til et eller flere børn under 18 år, som lever i en familie, hvor en forældre eller en søskende lider af en fysisk eller psykisk sygdom har svaret på en rundspørge foretaget af patientforeninger under Danske Patienter: https://www.danskepatienter.dk/politik/nyhedsarkiv/boern-med-syge-soeskende-oplever-stress-angst-og-depression

Juleaften i Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam

Jeg er ofte blevet spurgt: “Er det ikke bare træls, at du risikerer at arbejde juleaften?” 

Og nu skal jeg fortælle dig et lille juleeventyr: De fleste kollegaer i mit fag har gennem årene udviklet et fint maskineri af aftaler og traditioner, som gør, at julen bliver næsten lige så god som “the real thing”. De holder før-jul den 23., snyder foran med åbning af pakker julemorgen eller noget helt tredje. De fleste formår at sno sig fint gennem julen med en vagt den 24. december.
Sidste år til jul var min taske pakket og bilen klar, da de fleste andre i Danmark gjorde sig klar til at lægge sidste hånd på borddækningen, mens de bad en lille bøn til, at de brunede kartofler ville lykkes i første hug. Der var lige de sidste biler på vejene – og selv her kan man mærke julehumøret. Der er ligesom plads til alle. Min vagt skulle strække sig i 13 timer.

Allerede da jeg ankommer til hjemmet, er der noget helt specielt over julelysene på villavejen. Det er bare som om alting lyser lidt finere den aften og gør sig ekstra umage for at skabe en julestemning. Allerede inden jeg er ved døren, kan jeg dufte julemaden og indenfor kan jeg høre stemmerne fra en familie, der er i gang med at nyde maden i hinandens selskab. Jeg kan også sagtens høre et par velkendte børnestemmer, der spørger: “Hvor meget skal jeg spise, før jeg må få gaver?” Jeg lusker lige så stille ind på vagtværelset, hvor min kollega fra i går har gjort klar til min vagt. Her er rutinen som altid. Så der gøres klar med pumper og medicin, for lige om lidt kommer barnet og skal kobles til de pumper, der gør, at han kommer gennem livet.

Og ind kommer en lille gut med ildrøde kinder og skal forsikres om, at gavefesten ikke starter uden ham. Han har også en forventning om, at jeg speeder tingene lidt op – for tænk nu, hvis man går glip af noget. Han har gemt en lille gave med juleslik, som han stolt fremviser. “Det er til dig, Gitte. Skal vi ikke smage?” Og vi prøvesmager gaven sammen og finder den begge helt perfekt. Rutinen, pumper og slanger ødelægger ikke hans oplevelse af, at der er noget godt i vente. Med tusinde pakker under træet, må der jo bestemt også være et par stykker til ham. 

Nu kan jeg få pakket ud. Madpakken er ekstra god i dagens anledning, og der er forud søgt på Netflix efter en julefilm, der traditionen tro helt sikkert har en “happy end”. Min egen lille, private julestue 

Nu kan jeg godt fornemme, at der ENDELIG er sat gang i opvaskeren, juletræet er rykket ud, så alle kan gå sikkert rundt – og første og sidste vers er sunget. Endelig må man få gaver. Det er dejligt at høre “normalheden” af det hele. Året har været med både ups and downs for “min” familie – men sjældent normalt. Så det dejlige kaos af børn, der syntes, at de godt kan mestre at åbne hele fem gaver på én gang og voksne, der kæmper for at holde styr på til-og-fra-kort, er en fryd for øret. 

Imens den allervigtigste del af dagen – for børnene vedkommende i hvert fald – udspiller sig, gør jeg nu klar til natten. Jeg tjekker, at der kan handles i en snæver vending, hvis tingen ikke går helt så roligt som forventet og sørger for, at der ikke skal larmes for meget, når barnet sover. Igen kan jeg tage en lille pause og tjekke Facebook, hvor det bugner med opslag med de fineste juletræer, unger poserende i det stiveste puds og de smukkeste borddækninger. Og jeg nyder dem alle sammen. 

Nu er gavekampen så ved at være overstået, og en lille fyr orker ikke mere i dag. Sengetiden er også overskredet med flere timer, og når man bare er tre år, virker en middagslur jo mere som en straf end som en egentlig hjælp til selvhjælp. Så han kaster selv håndklædet i ringen og melder sig klar til dynerne. Han når dog lige at fortælle lidt om de fine gaver, før øjnene lukkes i. Og før vi hver især får sagt godnat, så er han gået til drømmeland. 

Nu skal storebror have fordelen af at være eneste barn på skansen, så der samles og regnes ud, drikkes kaffe og hygges. Storebror betaler også en pris i hverdagen for at have en familie, der er udfordret af sygdom. Så han nyder at være i fokus.

Og imens sidder jeg og skriver i dokumentationsskema, overvåger, tjekker pumper og forsøger at lade den lille fyr falde i en tiltrængt dyb søvn. Jeg får også serveret kaffe og en juleskål med hjemmebag fra mormor. Hun er sød – hende mormor. Vi ønsker hinanden en glædelig jul og familien trækker sig for at nyde, at roen falder på. Det hele er, som det skal være. 

Sent på aftenen begynder familien at bryde op. Nu er alle trætte og skal hjemad. Selv om pumperne i vagtværelset kører, kan jeg sagtens høre, at der også er opbrud hos naboen. De samles i indkørslen for at pakke pakker i bagagerummet. De snakker om, “at det der nok ikke skulle ha’ været samlet for nemhedens skyld” og takker hinanden for maden, gaverne og en dejlig aften. På vagtværelset lyder det hyggeligt og som noget, der kan genkendes. 

Nu tager trafikken til udenfor. Andre er også på vej hjem og om et par timer er der helt stille. Jeg når også at sende en SMS til familien hjemme og der bliver udvekslet ih, åh og uh til alle de fine gaver, der er købt med omhu og givet med glæde. Jeg savner dem ikke, for jeg ved, de har hygget sig.

Ud på de små timer, skal jeg forsigtigt – og så lydløst som muligt – til at gøre klar til morgenens opgaver og blande medicin til vagten, der skal møde ind aftenen efter mig. Jeg har tjekket den lille fyr flere gange – og han er ligesom gået helt i stå i hurra-stilling med armene over hovedet og det ene ben stikkende udenfor dynen. Juleaften eller ej, så er det bare sådan han sover, når alt er godt og trygt. Og uanset årstid, årsag eller tradition så er det grundsygdommen, der styrer vores rutiner. Og vores rutiner styrer familiens hverdag. Men det er rart at kunne være med til, at en lille fyr og hans familie kan holde en jul, hvor de får en lille snert af det, som vi andre mange gange tager for givet.

Nu er det morgen og den lille fyr er SÅ klar til at angribe legetøjet uden indpakning. Jeg pakker sammen og lister ud, mens jeg kan høre, at der standhaftigt gøres et forsøg på selv at samle alt det Lego, der muligvis godt kunne være storebrors. Udenfor er der ikke et øje i miles omkreds og jeg er Palle Alene I Verden på hele hjemturen. Jeg kan lige nå at få en time på øjet, før jeg skal kramme min egen familie og ønske en glædelig jul. Og tro mig – det føles lige så godt den 25. december 

Så derfor er svaret: NEJ. Det er ikke træls at holde jul på jobbet. Min julestemning er helt intakt – om det er min egen familie eller min job-familie, jeg er hos. Faktisk får jeg dobbelt-op på det hele. 

Glædelig jul!

Hilsen Gitte, sygeplejerske i Det Sundheds- og Socialfaglige Børneteam