7. november 2017

Den 1. og 2. november var vi afsted til Socialrådgiverdage. Det er en tilbagevendende begivenhed, som spænder over to dage, hvor socialrådgivere fra hele landet mødes for at debattere, deltage i workshops og få faglig inspiration. Derfor var vi også på pletten med en stand, sådan at vi kunne fortælle de engagerede socialrådgivere om, hvordan vi i fællesskab kan aflaste forældre til børn med særlige behov.

 

IMG_5702Socialrådgiverne er vores samarbejdspartnere

Det var Hotel Nyborg Strand som udgjorde rammerne for Dansk Socialrådgivers fagfestival og konference, Socialrådgiverdage 2017, hvor 650 socialrådgivere fra hele landet blev samlet. At så mange socialrådgivere skulle samles på ét sted var for os en oplagt mulighed for at komme i kontakt med potentielle samarbejdspartnere, der ligesom os har et ønske om at skabe endnu bedre og tryggere rammer for familier med børn med handicap eller alvorlig sygdom. Det er ofte netop socialrådgiverne i kommunerne, som kontakter os, hvis de har et handicappet eller alvorligt sygt barn i kommunen, som har brug for, at vi sammensætter et sundhedsfagligt team. Vi har dog tidligere erfaret, at det ikke er i alle kommuner, at socialrådgiverne kender til Det Sundhedsfaglige Børneteam og vores tilbud, og derfor ville vi gerne udbrede kendskabet til os endnu mere til Socialrådgiverdage 2017.


Alt i alt var det nogle spændende dage, hvor vi fik talt med en masse engagerede socialrådgivere, som vi håber at komme til at samarbejde med engang i fremtiden.