Det Sundhedsfaglige Børneteam - børn og nålerelaterede procedurer

Den 6. februar 2018

Hvordan kan man som sygeplejerske udføre nålerelaterede procedurer såsom blodprøver på børn på den mest hensigtsmæssig måde? Det satte en gruppe af sygeplejerskestuderende fra VIA University College sig for at undersøge i deres afsluttende bachelorprojekt med afsæt i interviews af sygeplejersker fra Det Sundhedsfaglige Børneteam. Projektet fremlagde de for os i januar, og derfor kommer der her et sammendrag af de spændende konklusioner, som de studerende nåede frem til.

Størstedelen af alle danske børn stifter bekendtskab med nålerelaterede procedurer

En af årsagerne til at de studerende havde valgt at beskæftige sig med netop denne problemstilling var, at stort set alle danske børn oplever en eller anden form for nålerelateret procedure i løbet af deres barndom. Det skyldes, at vi i Danmark har børnevaccinationsprogrammet, der tilbyder vaccinationer frivilligt og omkostningsfrit til alle børn fra de er tre måneder gamle. Tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet var i 2016 mellem 85-94%, og det er derfor ikke kun syge børn, der oplever at skulle stikkes, men også raske. Der er altså tale om rigtig mange børn, hvilket for de studerende argumenterede for vigtigheden i at undersøge, hvordan nålerelaterede procedurer på børn kan udføres på den mest hensigtsmæssige måde.

Børn under 15 år kan ikke samtykke

I projektet pointerer de studerende, at når børn er under 15 år, kan de ifølge Sundhedsloven ikke samtykke til behandling. I stedet er det forældrene, der skal træffe beslutninger på barnets vegne. Det vil i forbindelse med nålerelaterede procedurer sige, at det er forældrene som skal beslutte, hvorvidt det sundhedsfaglige personale må udføre den nålerelateret procedure på deres barn. Hvis et barn under 15 år modsiger sig en behandling, skal det sundhedsfaglige personale blandt andet vurdere konsekvenserne af ikke at udøve behandlingen. Herefter kan anvendelse af tvang diskuteres, men det må kun foregå med forældrenes samtykke.

Børnenes oplevelser

At der må anvendes tvang i forbindelse med nålerelaterede procedurer på børn er ifølge Børnerådets rapport fra 2016, Jeg er ikke min sygdom, ikke ualmindeligt. I rapporten udtaler en 9-årig dreng:

“Jeg tror nok, de var tre stykker eller sådan noget. De holdt mig på benene, på maven, og det giver blandt andet ondt i ryggen. Og så i armene. Og så var der en, der holdt mig ud i armen, og så stak de mig bare”.

Ifølge rapporten oplever mange børn, at deres smerter bliver undervurderet af personalet. Og ifølge Børnerådets rapport har 69% af de 3718 adspurgte børn, der har været indlagt indenfor det seneste år, oplevet at blive fastholdt under en nålerelateret procedure. Blandt andet fordi undersøgelser viser, at fastholdelse mod barnets vilje er langt mere pinefuld end selve den smerte, der opstår som følge af den procedure barnet gennemgår.

Børn kan få angst for nålerelaterede procedurer

De studerende beskriver i projektet, at smerte som er fremkaldt ved sygeplejefaglige procedurer kan have store konsekvenser for børn. Eksempelvis kan barnet risikere at udvikle angst for nålerelaterede procedurer. Angst kan opstå, hvis barnet ikke får den rette støtte til at mestre situationen. Mange børn synes, at tanken om at skulle stikkes er overvældende, og derfor udvikler nogle nålefobi eller angst for at opsøge sundhedsprofessionelle i fremtiden. Når barnet bliver angst, vil det forstærke oplevelsen af smerte, og smerte vil vedligeholde oplevelsen af angst. Barnet kommer dermed ind i en ond cirkel. I projektet pointerer de studerende, at sygeplejersken derfor skal have en forståelse for barnets reaktioner ved en nålerelateret procedure for at kunne støtte det på bedst muligt måde, således proceduren kan udføres.

Det er vigtigt at informere børnene

Det fremhæves i projektet, at en af de ting som en sygeplejerske bør være opmærksom på er, at barnet bliver informeret og inddraget i drøftelserne af dets behandling. Børn har nemlig brug for, at man taler med dem om behandlingsforløbet. Informationen og mængden af informationen skal dog være i det omfang, der passer til barnets modenhed og alder, da for meget information kan gøre mere skade end gavn. Både forældrene og sygeplejersken har eksempelvis ansvar for at fortælle barnet om den forestående nålerelateret procedure. Det vil nemlig kunne givet barnet en følelse af at have kontrol over situationen.

Barnets tryghed i hjemmet

Hjemmet er for de flestes vedkommende dét sted, hvor man har sin private sfære. Det er her, man kan skabe de rammer, der giver privatliv. Men i de tilfælde hvor en familie har brug for en sygeplejerske i hjemmet til et handicappet eller alvorligt sygt barn krydses grænsen mellem det private og det professionelle. Ud over at det for familien betyder, at de skal vænne sig til, at der er en sygeplejerske i hjemmet, så betyder det også, at der for barnet ikke er en klar definition af at være patient, som der på samme måde er på et sygehus. I projektet konkluderes det derfor, at det i forbindelse med nålerelaterede procedurer er yderst vigtig, at sygeplejersken er sig bevidst om, at han/hun er i barnets hjem, hvor det især er vigtig, at sygeplejersken formår at overføre tryghed til hjemme, så barnet ikke oplever utryghed ved at være i hjemmet, fordi der er muligvis skal udføres nålerelaterede procedurer.

Forældrene som samarbejdspartnere

I projektet fremhæver de studerende, at forældrene har en fremtrædende rolle ved udførslen af nålerelaterede procedurer. Forældrene har ansvar for at fortælle børnene om den forestående nålerelateret procedure. Sygeplejersken har dog også et ansvar her, og de skal sammen fortælle barnet, hvad det har brug for at vide. Ifølge de studerende oplever sygeplejerskerne, at forældrene spiller en vigtig rolle under fastholdelse, fordi de kan bruge dem som samarbejdspartnere. Forældre har også en beskyttende rolle, imens de fastholder barnet, fordi de holder barnet ind til sig, så barnet hverken kan se nålen eller sygeplejersken.

Tak for et godt samarbejde

Ovenstående var blot et udsnit af de mange spændende delkonklusioner som de studerende er nået frem til i deres projekt. Endnu en gang skal der lyde et stort tak for et godt samarbejde til de studerende og undervisere fra VIA University College, Aarhus. Vi glæder os til de fremtidige projekter.