14. oktober 2019

I september fejrede Det Sundhedsfaglige Børneteam 10-års jubilæum. Men det var ikke kun Det Sundhedsfaglige Børneteam, der kunne fejre jubilæum. Det kunne tre af vores dygtige medarbejdere også. Vores sygeplejerske Lotte Rydahl er en af dem. I indlægget her tænker Lotte blandt andet tilbage på sin første arbejdsdag i Det Sundhedsfaglige Børneteam.  

 

“Jeg kan godt huske min første vagt som nyansat for 10 år siden. Jeg sad på et børneværelse, det var blevet nat og der var helt stille. Jeg tænkte: “Nu er jeg godt nok alene!” Pludselig slog det mig, at jeg havde efterladt alle mine kollegaer inde på sygehuset. Et øjeblik tænkte jeg: “Hold op, hvem skal jeg så tale med? Hvem skal hjælpe mig, hvis der sker noget?” Så mindede jeg mig selv om, at jeg jo havde de rette kompetencer til netop at sidde ved det pågældende barn og at jeg var blevet klædt godt på til opgaven.  

De senere år har jeg fungeret som genoplivningsinstruktør/konsulent for Det Sundhedsfaglige Børneteam. Jeg møder altid søde og glade medarbejdere, når jeg underviser, og jeg fornemmer en stor arbejdsglæde. 

Jeg synes, det er spændende at have været med fra starten. Nogle børn er vi stadig hos og andre er afsluttede. Det er altid spændende at følge med i de fortællinger, jeg får fra mine kollegaer i forbindelse med min undervisning. 

Jeg er meget glad for at kunne holde mine faglige kompetencer indenfor børnesygepleje ved lige, når jeg arbejder for Det Sundhedsfaglige Børneteam. Og jeg er meget stolt over at kunne fejre mit 10-års jubilæum hos Det Sundhedsfaglige Børneteam.” 

/Lotte Rydahl, genoplivningsinstruktør/konsulent i Det Sundhedsfaglige Børneteam

Lotte har været ansat i Det Sundhedsfaglige Børneteam siden 2009.

Den 13. september var Lotte en af de jubilarer, der blev fejret ved en reception på Det Sundhedsfaglige Børneteams kontor i Randers Sundhedscenter.