Skal logistik ødelægge den sidste tid en familie har sammen med deres barn? Et børnehospice er en løsning for nogle, men for andre er det ikke en mulighed. Hvilke tilbud er der til familier i Nordjylland, hvis de ikke skal flytte til Hellerup?

DR og Kristeligt Dagblad har for nylig sat fokus på de udfordringer, som rammer familier med alvorligt syge eller døende børn. I 2015 åbnede Danmarks eneste hospice for børn i Hellerup. Her er det muligt for op til fire familier at bo sammen med deres barn, mens det er i behandling.

Men hvad gør familier, der ikke har mulighed for at komme på hospice? Eller som ikke har mulighed for at tage til Hellerup. For mange betyder det lange hospitalsindlæggelser eller splittede familier, men der er en anden mulighed.

Et godt alternativ til hospice- og hospitalsindlæggelse

Det Sundhedsfaglige Børneteam har speciale i pleje af syge eller døende børn i hjemmet og tilbyder dermed et alternativ til indlæggelse.

”Det er vigtigt, at der findes et alternativ til hospice og hospitalernes tilbud”, udtaler Camilla Bach Sørensen og fortsætter: ”At have et døende barn er en voldsom belastning for hele familien, og derfor er det helt afgørende at holde sammen på familien, så søskende, mor og far kan støtte hinanden og opretholde et nogenlunde ”normalt” familieliv”, forklarer Camilla Bach Sørensen, leder af Det Sundhedsfaglige Børneteam.

Hjælpen kommer til hjemmet

”Vi oplever, at mange forældre til et terminalt sygt barn foretrækker at passe deres døende barn i hjemmet i den sidste tid – så vidt det er muligt”, fortæller Camilla Bach Sørensen.

Et lille specialiseret team af sygeplejersker ”flytter ind” hos familien og yder i tæt samarbejde med kontaktlægen på sygehuset behandling og pleje til barnet. Familien kan så fokusere på at være sammen som familie i den svære tid.

”Sygeplejerskerne er i hjemmet og tager sig af barnet. Det kan være ilt, medicin, sonde eller generel overvågning. De dækker behovet for pleje, så forældrene f.eks. kan få en god nattesøvn eller være sammen med søskende”, fortæller Camilla Bach Sørensen.

Det kræver ikke nogen større ændringer i hjemmet. Erfaringer viser, at plejen kan foregå i et helt almindeligt børneværelse, så omgivelserne er kendte og trygge for barnet.

 

colourbox8378597_web

Foto: Colourbox