Den 3. december 2017

Den 24. december er julens højdepunkt for de fleste af os. Men den 24. december er for medarbejderne i Det Sundhedsfaglige Børneteam også som en hvilken som helst anden aften, hvor barnet har brug for, at vi er tilstede i hjemmet. Så derfor er juleaften selvfølgelig ingen undtagelse. Men hvordan er det at være på vagt i barnets hjem juleaften? Det har vores sygeplejerske Gitte skrevet et lille juleeventyr om.

 

Jeg er ofte blevet spurgt: “Er det ikke bare træls, at du risikerer at arbejde juleaften?” 

Og nu skal jeg fortælle dig et lille juleeventyr: De fleste kollegaer i mit fag har gennem årene udviklet et fint maskineri af aftaler og traditioner, som gør, at julen bliver næsten lige så god som “the real thing”. De holder før-jul den 23., snyder foran med åbning af pakker julemorgen eller noget helt tredje. De fleste formår at sno sig fint gennem julen med en vagt den 24. december.
Sidste år til jul var min taske pakket og bilen klar, da de fleste andre i Danmark gjorde sig klar til at lægge sidste hånd på borddækningen, mens de bad en lille bøn til, at de brunede kartofler ville lykkes i første hug. Der var lige de sidste biler på vejene – og selv her kan man mærke julehumøret. Der er ligesom plads til alle. Min vagt skulle strække sig i 13 timer.

Allerede da jeg ankommer til hjemmet, er der noget helt specielt over julelysene på villavejen. Det er bare som om alting lyser lidt finere den aften og gør sig ekstra umage for at skabe en julestemning. Allerede inden jeg er ved døren, kan jeg dufte julemaden og indenfor kan jeg høre stemmerne fra en familie, der er i gang med at nyde maden i hinandens selskab. Jeg kan også sagtens høre et par velkendte børnestemmer, der spørger: “Hvor meget skal jeg spise, før jeg må få gaver?” Jeg lusker lige så stille ind på vagtværelset, hvor min kollega fra i går har gjort klar til min vagt. Her er rutinen som altid. Så der gøres klar med pumper og medicin, for lige om lidt kommer barnet og skal kobles til de pumper, der gør, at han kommer gennem livet.

Og ind kommer en lille gut med ildrøde kinder og skal forsikres om, at gavefesten ikke starter uden ham. Han har også en forventning om, at jeg speeder tingene lidt op – for tænk nu, hvis man går glip af noget. Han har gemt en lille gave med juleslik, som han stolt fremviser. “Det er til dig, Gitte. Skal vi ikke smage?” Og vi prøvesmager gaven sammen og finder den begge helt perfekt. Rutinen, pumper og slanger ødelægger ikke hans oplevelse af, at der er noget godt i vente. Med tusinde pakker under træet, må der jo bestemt også være et par stykker til ham. 

Nu kan jeg få pakket ud. Madpakken er ekstra god i dagens anledning, og der er forud søgt på Netflix efter en julefilm, der traditionen tro helt sikkert har en “happy end”. Min egen lille, private julestue 🙂

Nu kan jeg godt fornemme, at der ENDELIG er sat gang i opvaskeren, juletræet er rykket ud, så alle kan gå sikkert rundt – og første og sidste vers er sunget. Endelig må man få gaver. Det er dejligt at høre “normalheden” af det hele. Året har været med både ups and downs for “min” familie – men sjældent normalt. Så det dejlige kaos af børn, der syntes, at de godt kan mestre at åbne hele fem gaver på én gang og voksne, der kæmper for at holde styr på til-og-fra-kort, er en fryd for øret. 

Imens den allervigtigste del af dagen – for børnene vedkommende i hvert fald – udspiller sig, gør jeg nu klar til natten. Jeg tjekker, at der kan handles i en snæver vending, hvis tingen ikke går helt så roligt som forventet og sørger for, at der ikke skal larmes for meget, når barnet sover. Igen kan jeg tage en lille pause og tjekke Facebook, hvor det bugner med opslag med de fineste juletræer, unger poserende i det stiveste puds og de smukkeste borddækninger. Og jeg nyder dem alle sammen. 

Nu er gavekampen så ved at være overstået, og en lille fyr orker ikke mere i dag. Sengetiden er også overskredet med flere timer, og når man bare er tre år, virker en middagslur jo mere som en straf end som en egentlig hjælp til selvhjælp. Så han kaster selv håndklædet i ringen og melder sig klar til dynerne. Han når dog lige at fortælle lidt om de fine gaver, før øjnene lukkes i. Og før vi hver især får sagt godnat, så er han gået til drømmeland. 

Nu skal storebror have fordelen af at være eneste barn på skansen, så der samles og regnes ud, drikkes kaffe og hygges. Storebror betaler også en pris i hverdagen for at have en familie, der er udfordret af sygdom. Så han nyder at være i fokus.

Og imens sidder jeg og skriver i dokumentationsskema, overvåger, tjekker pumper og forsøger at lade den lille fyr falde i en tiltrængt dyb søvn. Jeg får også serveret kaffe og en juleskål med hjemmebag fra mormor. Hun er sød – hende mormor. Vi ønsker hinanden en glædelig jul og familien trækker sig for at nyde, at roen falder på. Det hele er, som det skal være. 

Sent på aftenen begynder familien at bryde op. Nu er alle trætte og skal hjemad. Selv om pumperne i vagtværelset kører, kan jeg sagtens høre, at der også er opbrud hos naboen. De samles i indkørslen for at pakke pakker i bagagerummet. De snakker om, “at det der nok ikke skulle ha’ været samlet for nemhedens skyld” og takker hinanden for maden, gaverne og en dejlig aften. På vagtværelset lyder det hyggeligt og som noget, der kan genkendes. 

Nu tager trafikken til udenfor. Andre er også på vej hjem og om et par timer er der helt stille. Jeg når også at sende en SMS til familien hjemme og der bliver udvekslet ih, åh og uh til alle de fine gaver, der er købt med omhu og givet med glæde. Jeg savner dem ikke, for jeg ved, de har hygget sig.

Ud på de små timer, skal jeg forsigtigt – og så lydløst som muligt – til at gøre klar til morgenens opgaver og blande medicin til vagten, der skal møde ind aftenen efter mig. Jeg har tjekket den lille fyr flere gange – og han er ligesom gået helt i stå i hurra-stilling med armene over hovedet og det ene ben stikkende udenfor dynen. Juleaften eller ej, så er det bare sådan han sover, når alt er godt og trygt. Og uanset årstid, årsag eller tradition så er det grundsygdommen, der styrer vores rutiner. Og vores rutiner styrer familiens hverdag. Men det er rart at kunne være med til, at en lille fyr og hans familie kan holde en jul, hvor de får en lille snert af det, som vi andre mange gange tager for givet.

Nu er det morgen og den lille fyr er SÅ klar til at angribe legetøjet uden indpakning. Jeg pakker sammen og lister ud, mens jeg kan høre, at der standhaftigt gøres et forsøg på selv at samle alt det Lego, der muligvis godt kunne være storebrors. Udenfor er der ikke et øje i miles omkreds og jeg er Palle Alene I Verden på hele hjemturen. Jeg kan lige nå at få en time på øjet, før jeg skal kramme min egen familie og ønske en glædelig jul. Og tro mig – det føles lige så godt den 25. december 😉

Så derfor er svaret: NEJ. Det er ikke træls at holde jul på jobbet. Min julestemning er helt intakt – om det er min egen familie eller min job-familie, jeg er hos. Faktisk får jeg dobbelt-op på det hele. 

Glædelig jul!

Hilsen Gitte, sygeplejerske i Det Sundhedsfaglige Børneteam