Det Sundhedsfaglige Børneteam - Projekt om mødre til for tidligt fødte børn

27. februar 2018

Hvordan mestrer mødre til for tidligt fødte børn tiden efter den for tidlige fødsel? Og hvordan kan sygeplejersken støtte disse mødre? Disse spørgsmål satte de to sygeplejerskestuderende, Jeff og Michael, sig for at undersøge i deres afsluttende bachelorprojekt.

I Danmark fødes der omkring 4.500 præmature børn hvert år. Det svarer til 7,3% af det samlede fødselstal.

Mødre* til for tidligt fødte børn beskriver ofte, at de føler, at de er blevet kastet ind i moderrollen på grund af den uventede fødsel. Nogle af disse mødre oplever derfor tiden lige efter fødslen som et emotionelt kaos. Et kaos der paralyserer dem i en tilstand af chok og følelse af tab, som dels skyldes den uventede fødsel, men som også skyldes mødet med et barn, der ikke er, som de havde forestillet sig. Disse mødre befinder sig i en choktilstand, da de endnu ikke føler sig klar til at påtage sig moderrollen.

Mødre til præmature børn oplever derfor ofte en følelse af krise i tiden efter fødslen. Det kan være en krise som kommer til udtryk gennem reaktioner såsom posttraumatisk stress, angst, skyldfølelse og depression.

På baggrund af denne viden valgte to sygeplejerskestuderende fra VIA University College at undersøge, hvordan de kriseramte mødre mestrer tiden efter den for tidlige fødsel, og hvordan sygeplejersken kan hjælpe de kriseramte mødre med at mestre krisen.

Hvordan kommer krisen til udtryk hos mødrene gennem tanker, følelser og adfærd?

De studerende har i deres projekt blandt andet undersøgt, hvordan den traumatiske krise kommer til udtryk gennem en række reaktioner. Det beskrives, at krisen kan inddeles i tre forskellige faser: chokfasen, reaktionsfasen og til slut bearbejdningen.

Chokfasen
I chokfasen oplever mødrene tiden lige efter fødslen som et emotionelt kaos. De befinder sig i en choktilstand, føler sig kastet ind i moderrollen og føler sig endnu ikke klar til at påtage sig moderrollen. Chokfasen varer fra et kort øjeblik til flere døgn. Nogle mødre vil i denne fase udvise følelsesmæssig udbrud, mens andre vil virke helt upåvirkede af situationen.

Reaktionsfasen
Herefter kommer reaktionsfasen. Reaktionsfasen kendetegnes ved, at den kriseramte begynder at tage virkeligheden til sig. Det er især i denne fase, at krisen kommer til udtryk i tanker, følelser og adfærd. Disse reaktioner viser sig hos moderen i form af skyld, frygt, angst, depressive symptomer og skam. Særligt skyldfølelsen er en herskende følelse. Den opstår, fordi moderen bebrejder sig selv, at hun har gjort noget galt under graviditeten, og at det er derfor, at barnet er blevet født for tidligt.
Andre stærke reaktioner på krise er frygt og angst. Disse kommer især til udtryk ved en bekymring for barnets fremtidige helbred og tilstand. Under indlæggelsen kan mødre eksempelvis frygte, at barnet vil dø og har derfor svært ved at tage del i plejen og knytte bånd til barnet. Reaktioner som langvarig stress og højt angstniveau kan komme til udtryk i form af hjertebanken, svimmelhed, mavesmerter og forstoppelse. For at håndtere disse følelser gør mange mødre brug af en række forsvarsmekanismer såsom isolering af følelser og fornægtelse.

Bearbejdningsfasen
Efter tredjefase indtræder bearbejdningsfasen. Er overgangen mellem reaktionsfasen og bearbejdningsfasen ikke sket indenfor rimelig tid, så er der behov for professionel hjælp. Hvis overgangen er sket og bearbejdningen af den for tidlige fødsel er gået i gang, så har moderen forsonet sig med det, der er sket, og derved fået genoprettet selvtillid og tilegnet sig en stærk moderfølelse.

Hvordan kan sygeplejersken støtte den kriseramte mor til at mestre situationen?

I projektet konkluderer de studerende, at en mor til et for tidligt født barn har stort behov for at blive inddraget i plejen af deres barn, for at føle at barnet er deres. Nogle mødre føler dog, at de får signaler fra personalet om, at barnet ikke tilhører dem, men at det blot er et, de låner af sygeplejersken. Nogle mødre føler sig usikre i deres relation til barnet grundet oplevelsen af at føle sig undertrykt af personalet. Mødrene føler sig ubetydelige og ikke gode nok, hvilket resulterer i, at de er bange for, at personalet vil tage deres barn fra dem.

De studerende fremhæver derfor, at det er meget vigtigt, at sygeplejersken gennem vejledning og undervisning gør forældrene til eksperterne i barnet, således de forholdsvist hurtigt kan overtage rollen som primær omsorgsgiver.

Det fremhæves desuden, at der er vigtigt, at sygeplejersken udviser omsorg og har en moderlig funktion, når mødrene befinder sig i chokfasen. Sygeplejersken skal tage imod og lytte, og derigennem får den kriseramte plads til at bearbejde sine følelser. Derudover er det vigtigt, at sygeplejersken skal informere og støtte for at hjælpe moderen med at tackle traumatiske oplevelser relateret til den for tidlige fødsel.

Dette understreger altså vigtigheden i, at sygeplejersken fungerer som professionel støtte og at sygeplejersken er meget opmærksom på at inddrage moderen i tiden efter fødslen. Sygeplejersken skal bidrage med sine faglige kompetencer og viden om krisens natur og forløb – og på den måde skabe tryghed og håb for fremtiden.

Den helt store og fremtrædende pointe i projektet er derfor, at støtte fra sundhedsprofessionelle, herunder sygeplejersker, er særdeles vigtigt, da de er en vigtig kilde til at hjælpe mødrene i deres mestring og til at opnå følelsen af håndterbarhed i situationen.

* Projektet er begrænset til kun at omhandle mødre, da studier viser, at mødre blive påvirket på flere forskellige måder end faderen, blandt andet fordi det er kvinden, der har båret barnet igennem graviditeten og følelsesmæssigt har haft tanker om en normal graviditet og fødsel. Studier viser også, at mødre udviser betydelig mere angst og dårligere tilpasninger end faderen. Det antages derfor, at moderen vil være den af forældrene, der vil være mest disponibel for en mulig krisereaktion.