Warning: Declaration of ss_framework_description_walker::start_el(&$output, $item, $depth, $args) should be compatible with Walker_Nav_Menu::start_el(&$output, $item, $depth = 0, $args = NULL, $id = 0) in /var/www/boerneteam.dk/public_html/wp-content/themes/smartstart/functions/custom-functions.php on line 49
Fra akut børnesygepleje til Det Sundhedsfaglige Børneteam - Det Sundhedsfaglige Børneteam
16. august 2019

Helene Buch Møller er sygeplejerske og arbejder til dagligt i Det Sundhedsfaglige Børneteam. Inden sin ansættelse arbejdede Helene med akut børnesygepleje i regionalt regi. Her oplevede hun usammenhængende patientforløb og følelsen af at snylte sine små patienter, fordi tiden var knap. Det efterlod hende med en ærgrelse, der i sidste ende gjorde, at hun søgte væk fra en hverdag med et stort patientflow, til en hverdag hvor hun “kun” skulle koncentrere sig om ét barn. I indlægget her beskriver Helene, hvordan hun oplevede overgangen, der ikke var uden udfordringer. 


Jeg kom fra akut børnesygepleje, i regionalt regi, med mange bolde i luften og stort patientflow. Følelsen af at ”snylte” mine patienter fyldte mine tanker i hver vagt. Jeg måtte ofte tilsidesætte de børn, hvis tilstand var bedre end de andres. Dette resulterede ofte i utilfredse familier, og hos mig følelsen af usammenhængende patientforløb, som efterlod en ærgrelse i mig. En simpel ting som at blive bedt om en stak bleer, gå ud for at hente dem og blive afbrudt på vejen af et vigtigt sidespring, for derefter at fortsætte til næste sidespring og endeligt glemme de simple bleer, var en brik i det usammenhængende patientforløb. 

Det første år som ansat i Det Sundhedsfaglige Børneteam tænkte jeg mange gange: “Jeg kan altid søge tilbage til mit gamle arbejde.” Jeg savnede kolleger omkring mig i min vagt. Både til sparring og til socialt samvær. Jeg savnede til gengæld ikke at lade mine patienter passe sig selv. Når jeg ikke lige var i gang med en opgave, sad jeg ofte i lænestolen og tænkte: “Skal jeg bare sidde her? Jeg kan da ikke bare sidde her i 12 timer og ikke lave ret meget! Jeg kan da ikke bare sidde her og strikke!” I takt med at mit stressende tankemylder forsvandt, på grund af lænestolen, ved bare at være og være til stede, gik det op for mig, at mange misundte mig at have et arbejde, hvor det var ok at være til stede, uden altid at skulle springe rundt og opleve stresssymptomer. Det var ok kun at skulle koncentrere sig om ét barn og én familie ad gangen. Det tog mig lang tid at akklimatisere fra region til privat og fra en håndfuld patienter til ét barn. Først efter lang tid begyndte jeg at kunne værdsætte dette – fordi jeg fandt ud af, at det var ok! Og at det at have tid var en brik i det sammenhængende forløb. Jeg lærte at finde nye udfordringer i forskellige familier med forskellige ønsker og behov. Jeg har nu været ansat i over fem år og selvom jeg stadig savner kollegialt samvær i arbejdstiden, ved jeg nu, at jeg har kolleger, som jeg sætter stor pris på. Selvom disse kollegiale relationer har taget længere tid at opbygge, eftersom vi kun ses 5 min. i vagtskifte og til møder/kurser/arrangementer på kontoret en gang imellem, så er de der. De hjælper mig, når jeg gerne vil bytte en vagt og omvendt. Vi skriver sammen udenfor arbejdstiden og mødes også i ny og næ. Selvom det ikke er den gængse definition på et kollegialt fællesskab, så har jeg fundet dem og fundet ud af, hvordan man er kolleger uden at arbejde sammen i samme vagt.

Et alsidigt job, der skaber glæde og tryghed hos børnene

Når jeg sidder og reflekterer over, hvad jeg har lavet de seneste fem år i Det Sundhedsfaglige Børneteam, husker jeg en masse fantastiske oplevelser, som jeg ikke ville have fået som sygeplejerske på min gamle arbejdsplads. Jeg har blandt andet fået indblik i det engelske sygehusvæsen, én gang på Birmingham Children’s Hospital og to gange på Great Ormond Children’s hospital i London. Jeg har været med i afslutningsprocessen hos seks børn på godt og ondt. Har været hos 14 forskellige børn og deres familier – alle forskellige hjem, forskellige børn og forskellige relationer, med den ting til fælles at få oplevelsen af at følge børnene og i den grad opleve at kunne være med til at skabe sammenhæng for familierne. Jeg har været hos dem, når de har været indlagt eller til kontrol på Odense Universitetshospital, Randers Sygehus, Skejby Sygehus eller Kolding Sygehus. Jeg har været med dem i dagpleje, børnehave, skole og på besøg hos bedsteforældre. På shopping, restaurantbesøg, i Djurs Sommerland, Randers Regnskov, i sommerhus, på gåture i by og natur og med dem i badmintonhallen. Ja, det lyder næsten som det, jeg nogle gange foretager mig, når jeg holder fri, men børnene tilknyttet Det Sundhedsfaglige Børneteam er jo heldigvis børn – selvom de også har sygdom at kæmpe med. Og heldigvis overskygger hverdagens glæder også ofte sygdommen og det takket være Det Sundhedsfaglige Børneteam. Jeg ser tilbage og indser, at jeg er blevet givet så meget de seneste år og ser frem til mange flere oplevelser. Nogle ting tager tid – oplevelser af denne kaliber kræver udholdenhed og tålmodighed. Da jeg uddannede mig til sygeplejerske, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg kunne få lov til at agere som sundhedsprofessionel på denne alsidige facon udenfor sygehusets tykke mure. 

Af Helene Buch Møller, sygeplejerske i Det Sundhedsfaglige Børneteam

Det tog mig lang tid at akklimatisere fra region til privat – og fra en håndfuld patienter til ét barn.

 

Helene Buch Møller, sygeplejerske

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da jeg uddannede mig til sygeplejerske, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg kunne få lov til at agere som sundhedsprofessionel på denne alsidige facon udenfor sygehusets tykke mure.